Vi er

D-O-K-K 

Dansk Organisation for Kuratorer og Kunstrådgivere

DOKK opstod ud fra et konkret behov: I Danmark har der længe manglet et fælles fagligt samlingspunkt for kuratorer og kunstrådgivere. Et sted, hvor viden kan deles, erfaringer udveksles og faglige perspektiver kan løftes i fællesskab. Samtidig oplever mange i feltet usikre rammevilkår og et behov for stærkere repræsentation, bedre netværk og større synlighed omkring fagets betydning. Det arbejder vi for at ændre. DOKK er skabt for at styrke fagets vilkår, skabe stærke faglige fællesskaber og arbejde for mere bæredygtige, omsorgsfulde og langsigtede rammer for kuratorer og kunstrådgivere i Danmark.

Bestyrelsen i DOKK består af erfarne kuratorer og kunstrådgivere med praksisser på tværs af samtidskunst, kunst i det offentlige rum, forskning, rådgivning og kulturel udvikling. Med Nanna Balslev Strøjer som forperson og Charlotte Bagger Brandt som næstforperson samler bestyrelsen forskellige perspektiver og erfaringer fra hele kunstfeltet. Sammen med Ida Højgaard Thjømøe, Anouska Ingerdahl Kobus og Anna Fernsten Nilén arbejder vi for at styrke kurator- og kunstrådgiverfagene, skabe stærke faglige fællesskaber og udvikle mere bæredygtige rammer for feltet.


Fællesskab og arbejdsgrupper

DOKK ønsker at være en medlemsdrevet organisation, hvor medlemmer løbende har mulighed for at engagere sig i organisationens arbejde, udvikling og faglige fællesskaber.

På sigt ønsker vi at etablere forskellige arbejdsgrupper og initiativer med fokus på blandt andet arbejdsvilkår, faglig udvikling, netværk, kunst i offentlige rum, governance, ressourcer og vidensdeling.

Arbejdsgrupperne skal fungere som åbne rum for engagement, sparring og fælles udvikling på tværs af institutioner og det frie felt. Form og omfang vil udvikle sig i takt med organisationen og medlemmernes interesser og behov.

Vi glæder os til at udvikle DOKK sammen med jer.

Vores arbejde

  • Vores formål er at være talerør og netværk for virkende kuratorer og kunstrådgivere.

  • Understøtte fagets rammebetingelser i Danmark.

  • Medvirke til øget forståelse for kurator- og kunstrådgiverfaget i Danmark.

  • Bidrage til at skabe et stærkt netværk og fagfællesskab for kuratorer og rådgivere, både inden for kunstinstitutionerne og i det frie felt.

  • Medvirke til at skabe gode, omsorgsfulde og bæredygtige rammebetingelser for faget.

  • Iværksætte relevante faglige fora og diskussioner.

  • Arbejde for at styrke kurator- og kunstrådgiverfagene overfor myndigheder og kulturelle forvaltningsinstitutioner.

  • Arbejde for at forbedre økonomiske vilkår for kuratorer og kunstrådgivere og højne fair practice for hele kunstfeltet.

  • Samarbejde og vidensdeling med andre nationale, nordiske og internationale organisationer og grupper med beslægtede interesser.

  • Udvikle arbejdsredskaber til kuratorers og kunstrådgiveres særlige praksis.

  • Arbejde for at øge forståelsen for og dokumentation af kuratoriske praksisser i Danmark, Færøerne og Grønland.

  • Udbrede kendskabet og adgangen til god governance i feltet.

  • Skabe etiske retningslinjer/regelsæt.

En brancheorganisation for kuratorer og kunstrådgivere i Danmark.

Læs vores Nyheder